I mit arbejde, såvel som i privatliv har jeg ofte taget en rask diskussion om skjulte udfordringer. Det være sig angst, stress, ADHD og andre udfordringer et menneske kan have, som ikke nødvendigvis er synligt.
Fordomme eller uvidenhed, eller blot manglende “compassion” for det enkelte menneske, skal jeg ikke gøre mig til herre over, men ofte så ender det med, at vi stadig ikke er enige efter en lang diskussion om emnet.
Her kommer accept ind igen, det at acceptere at det menneske der har en udfordring, virkelig er troværdig og det skal jeg acceptere. Jeg tror altid på mine borgere, klienter, venner, familie etc. for hvorfor skulle de ikke fortælle sandheden om hvad der er deres udfordring i livet, lige nu.
Jeg bliver ked af det, når en sagsbehandler i det offentlige system, sætter label på en borger om, at det bare er skuespil og borgeren bare ikke gider møde op til et indkaldt møde. Trods jeg har set, hvordan borgerens øjne flakker, kroppen er urolig, sveden kigger frem og hænderne vrides i angst over bare være tilstede.
Jeg bliver ked af det, når et menneske fordømmer et andet menneske, ud fra sin egen formodning om, at det kan ikke være rigtigt, at han/hun har det sådan.
Der formodes rigtigt meget i vores lykkelige land, der formodes fra den lovgivende magt, at alle ledige er mere eller mindre ugidelige og snyltere på systemet.
Der formodes, at de som lever på den anden side af hækken, har et bedre liv en vi selv.
Der formodes, at en ung der pludselig vokser og laver nogle kanon resultater i skolen, helt sikkert har enten snydt eller fået hjælp af en anden.
Der formodes, at en person af anden etnisk baggrund, helt sikkert har lavet millioner af sorte penge, for at få råd til det tøj han iklæder sig og den bil han er fører af.
Der formodes, at den nordiske mand, der kommer med en smuk asiatisk kvinde under sin arm, har handlet hende og det helt sikkert ikke er kærlighed, der har ført dem sammen.
Jeg kunne fortsætte min liste af formodninger, men tror på (formoder) at jeg har gjort min pointe klar.
Hvis vi stopper med at formode noget og erkender at tanker ikke er kendsgerninger, tror jeg på, at vi alle vil komme meget lettere igennem den næste time, dagen, ugen, måneden og sikkert også livet.
Min leveregel nr. 3 – Tænk ikke tanker for andre – formod intet.
Kærlige hilsner
Henrik