Jeg kæmpede med tanken, “Jeg må køre ind til siden så mine små piger på bagsædet ikke skulle komme til skade, når jeg om lidt dør af et hjertestop†mens jeg kørte bil.
Jeg skruer lige tiden er tilbage til 2003/2004. Jeg var under et pres i mit job som adm. direktør for en anerkendt it virksomhed i Danmark. Som datterselskab i en global organisation var vi i starten af 2000’erne en del af en fejlslÃ¥et strategi fra slutningen af 1990’erne og hver dag var en kamp for at fÃ¥ vendt den danske virksomhed og sikre arbejdspladser.
Jeg havde i de sidste 2 år fået 4 nye overordnede chefer (1 hvert halve år) og dermed reference punkt at forholde mig til, hvilket gav lidt turbulens i strategier mv. Vi havde været dygtige og fået placeret os på verdenskortet, idet en af verdens største virksomheder inden for transport og logistik var blevet vores kunde. Men trods denne kunde, skulle der skabes nye kontakter og kontrakter, vi var ikke fredet pga denne ene store globale kunde.
De mange projekter, skiftende politiske agendaer, skiftende strategier, kontakter og ikke mindst rapporteringer til, den ene nye nordiske ledelse efter den anden, samt head quarter betød en lind strøm af telefon samtaler, emails og chats døgnet rundt. Mit professionelle princip om, at svare inden for rimelig tid, var et stress moment for mig.
Jeg var måske ikke det mest indlysende ledelsestalent, jeg arbejdede for min position og knoklede for, at holde virksomheden levende og sikre mine medarbejderes job og dermed indkomst.
Det var ved at knække mig.
Igennem en periode havde jeg haft svært ved at sove. Når jeg omkring midnat følte mig træt og gik i seng, havde dårligt lagt hovedet på puden før smerten i brystet kom, kvælnings fornemmelsen og sveden på panden kom umiddelbart efter og mit hoved svirrede af tanker om jeg skulle dø af et hjertestop.
Jeg stod op, gik på badeværelset hvor jeg kort forinden, træt havde børstet tænder. Nu for at komme frisk vand i ansigtet, kigge mig i spejlet og overbevise mig selv om, at det bare var min hjerne der spillede mig er puds og jeg Intet fejlede.
Jeg var i starten af fyrrerne og selvom min eneste last var cigaretter, havde jeg i den periode besøgt min læge 1 gang årligt for det store tjek. Jeg var i super fysisk form, spillede op til 3 fodbold kampe om ugen, alle tal i blodprøverne lå i det perfekte område og som min læge sagde til mig; “Henrik du har en krop som en på 28 år.†Hvad jeg ikke fortalte min læge var, at jeg havde disse symptomer, jeg tænkte jo udelukkende på, at det bare var min hjerne der spillede mig et puds og jeg ville vinde over den ved at modbevise tvangstankerne om snarligt dødsfald, ved at spille alle de fodbold kampe jeg kunne overkomme. Havde jeg dårligt hjerte ville jeg jo helt sikkert falde om på fodboldbanen og da det ikke skete, havde jeg bevisførelse for, at det var min hjerne der var dum og forsøgte at overtage styringen af mig.
Jeg husker hvordan jeg kørte bil og med pigerne på bagsædet, måtte jeg tvinge mig selv til at forsætte kørslen. Jeg havde den tvangstanke at jeg ville dø af et hjertestop om ganske få sekunder og derfor var det bedst, hvis jeg kørte ind til siden, så ikke mine piger på bagsædet kom til skade, når jeg nu døde og kørte galt.
Jeg husker, at jeg før mange flyrejser havde en angst tanke om, at hvad nu hvis jeg går i panik oppe i 10.000 meters højde og bare vil ud, kan jeg styre mig selv, kan jeg få mig selv til at slappe af og ikke gå i panik. Panikken kom aldrig, det stoppede altid ved tankerne før en hændelse, ligesom de mange hjertestop jeg har troet jeg skulle have.
Først da jeg fik lavet en aftale med endnu en af mine nye chefer og stoppede med at arbejde, fik jeg den ro min hjerne skreg efter. At gå hjemme, bage boller til pigerne og deres veninder efter skole, at have lektie cafe´for pigerne og deres veninder gav mig ro og ikke mindst det nærvær der skulle til for, at jeg kunne sætte tempoet ned og komme tilbage til den jeg var før stressen ramte mig.
Det tog mig ca. 6 måneder at komme tilbage til normal tilstand.
Disse erfaringer samt uddannelser, masser af læsning og læring inden for feltet, har gjort at jeg i dag har en værktøjskasse, der sikrer at jeg ikke selv kommer i nærheden af stress igen. Men vigtigt er også, at jeg over for de mennesker jeg har som klienter etc., har både en teoretisk og praktisk erfaring med hvad de gennemgår lige nu i deres liv. Der findes ikke en ensartet metode, i mit optik er hvert enkelt menneskes behandling defineret af, hvor de lige præcis er i deres tilstand.
Kærlig hilsen
Henrik
MyCoach by Aundrup