Ingen kender fremtiden
Vi kan ikke få det tilbage der engang var! (læs: fortiden)
Nuet er virkeligheden og det skal vi forholde os til, i mit univers.
Når jeg spagt forsøger, at forholde mig til de politikere der ytrer sig om fremtidens mørke og hvordan vi kan skabe lys, hører jeg holdningsprædikanter der skaber skræmmebilleder uden viden om fremtidens realiteter. Jeg hører mennesker, der ikke har sjælen plantet i nuet og føling med hvad, der virkeligt er behov for.
Jeg er stærk og tro mod egne værdier, derfor påvirker disse holdningsprædikanter ikke min tro på, at i alle mennesker findes der noget godt og sammen kan vi skabe et samfund med fokus på mennesket, hvor gensidig respekt, dialog i øjenhøjde og ærlighed er grundstene i vores samhørighed som mennesker.
Men ikke alle er som jeg, det ser jeg jo tydeligt når jeg besøger de sociale medier og nyhedssider, der beskæftiger sig med politiske budskaber. Det skaber en lille frygt i mig, at se hvordan holdningsprædikanterne kan skabe bølger af medvind for udtalelser, der i ethvert menneske med empatisk og menneskelig forståelse, burde karakteriseres som værende usympatisk og idiotisk.
Der findes da tosser, der træder ud af de regler vores samfund har skabt, jeg tillader mig at være naiv og tro på, at vores retssamfund finder disse tosser og giver dem en behørig straf. Men er det i bund og grund ikke en meget lille procentdel af den samlede befolkning?
Er der overhovedet ikke nogen, der tænker på, at vi taler om mennesker og i mit univers ligestillede med os alle. Alle er vi født som ligeværdige mennesker og alle bør vi behandle hinanden som ligeværdige.
Jeg er klassens frække dreng sagde en kollega til mig den anden dag, du siger det alle sidder og tænker, men ikke har modet til at sige….. Hun har ret, min mor har altid sagt det samme….kampen for retfærdighed er så stor i mig, at jeg nogle gange ikke kan være i mig selv, grundet uretfærdighedsfølelser.
Lad mig fortælle en lille historie, der gjorde mig glad og ked på samme tid, den afspejler måske meget godt det, jeg har skrevet lidt om ovenfor.
Jeg coacher en ung kvinde, der har mistet al form for selvværd og selvtillid. Sammen finder vi ind til hvad, der gør hende godt, hvad der giver hende angst og hvilke grænser hun har og hvilke hun mangler at kunne sætte for sig selv.
En lille øvelse er, at hun i den kommende uge skal forsøge, at hilse på fremmede mennesker, det være sig når hun går en tur i parken eller tager bussen etc.
Det gik faktisk godt, hun fik god responds på sine hilsner og smil, at hun fik mod på mere.
I toget kommer der en hjemløs, der som de ofte gør, gående rundt med et lille papbæger og beder om en lille mønt til livets vej. Min klient fisker en mønt op af lommen og lader den falde i papbægeret, med et stort smil og et tak , fra den hjemløse person.
De næste 3-4 stationer udsættes min klient for en vederstyggelig overfusning af en anden passagerer, der har en holdning til, at hjemløse og andre tiggere ikke skal have noget, de lugter, sviner og er selv skyld i, at de er hjemløse.
Heldigvis har min klient nu mødt en grænse i hende, hun holder fast i og svarer den overfusende passager tilbage og beder personen holde mund og passe sig selv.
Et menneske giver noget til et andet menneske i barmhjertelighed og overfuses af et trejde menneske.
Hey Danmark, hvad sker der?