Accept af livets trin
Kærligheden
Jeg havde den, den var skøn, smuk og på mange områder fyldt med tillid og samhørighed.
Det var ikke langtidsholdbar viste det sig, da ethvert skridt hen imod mere nærvær blev skræmt af fortidens tillidsbrud. Nu ser jeg den på afstand og savner den, med viden om at den ikke skulle være. I søgen efter en lignende kærlighed, er jeg låst af den savnede.
Jeg accepterer de følelser som jeg har, de er ægte og jeg kan ikke styre dem, vil heller ikke styre dem, blot acceptere at de kommer og går, ja nærmest lever deres eget liv uden for min rationelle tankegang.
Når tanken og følelsen rammer mig, kigger jeg på tanken og spørger mig selv “hvad kan jeg bruge den til?” mit svar er enkelt, intet. Blot bekræfter det mig, at kærlighedens ægte følelser ikke bare forsvinder, selvom der går dage, uger, måneder og år. De lever i mig, til den dag de ikke gør det mere.
Tankerne kan have form i “fortrydelse, åh hvis bare, hvorfor accepterede jeg ikke bare, hvad nu hvis.” Alle de spørgsmål som der ikke findes svar på og som du aldrig får svar på.
De følelser vi havde på det tidspunkt, kan ikke genskabes og en snak om dette, vil være med et rationelt sind, der måske ikke forstår vores ord dengang.
Jeg er på et trin på livets trappe, hvor kun jeg kan mærke at jeg er. Jeg har lært at acceptere at netop her er jeg nu og når jeg er klar, tager jeg næste skridt op ad livets trappe. Ander kigger på mig og forstår ikke, at jeg stadig er på dette trin. “Kom dog videre – tag dig sammen” er udtryk der ofte rammer os, når vi er et sted i livet, hvor kun vi selv kan mærke, at vi er.
Det tager den tid det tager.
Hvis jeg ikke accepterer mine følelser og tanker, modarbejder jeg dem og med modstand kommer jeg ikke videre. Ved at acceptere at de er der, har jeg dem med mig i fremdrift mod næste trin.
Husk på, at vi alle på forskellige tidspunkter i vores liv, er et sted hvor vi må acceptere at vi er. På samme måde som du ønsker at blive accepteret, er det også din opgave at acceptere andre, der er på deres trin.
At leve i nuet er stærkt og dette giver rum til at følelser fra fortiden langsomt forsvinder. Lever du i fortiden, vil den altid hæmme dig i, at være i nuet og have retning mod fremtiden.
Har du svært ved at acceptere at du er der hvor du er følelsesmæssigt?