Jeg går ud i køkkenet på min arbejdsplads, det er et åbent område hvor man bl.a. kan hente en kom kaffe eller lign.
Mit glas trænger til at blive skyllet af, så det gør jeg inden jeg sætter det i automaten og skænker mig en ny kop kaffe.
Efter optankningen af kaffe, lægger jeg mærke til, at lidt vand er på ydersiden af glasset og jeg tørrer det lige af i et viskestykke der hænger på en stol. Der er kun vand fra min afskylning og ingen kaffe på den udvendige side af glasset.
Lige i det jeg gør dette, går en kvinde, jeg ikke kender, forbi. Hun kigger på mig og udbryder meget markant: “Det så jeg ikke!” og 3-4 sekunder senere er hun væk.
Min første tanke….Hvad fanden bilder du dig ind, din fede ko….min næste tanke….get a life looser…..
Jeg siger intet, jeg når lige at trække vejret, inden min uretfærdigheds følelse skal til at forsvare min handling. Der hvor lysten til at fare efter hende og fortælle hende sandheden om min handling
Jeg reflekterer over hændelsen og kommer frem til, at netop det jeg underviser så meget i. Det som er en af mine leveregler “Tænk ikke tanker for andre om dig selv” lige her i dette øjeblik udsatte mig for en prøvelse.
Jeg fejlede et kort øjeblik i min leveregel nr.1 om at være ren i mit ord, for mine tanker i et kort sekund om hende, var ikke rene.
Det havde jo intet med mig at gøre.
At hun er anklager og dommer i hendes tanker omkring mig og min handling i denne situation og sikkert også i andre situationer, har jo kun noget med hende at gøre.
Jeg kan analysere hendes adfærd, hendes udsagn og hendes stirrende øjne, men jeg kan ikke vide hvad der er inden i hende og hvorfor hun absolut havde den store lyst til, at irettesætte en voksen mand i færd med at sikre, at der ikke blev sat et fugtigt glas på hans skivebord. Kun hun kender sandheden for hendes adfærd og den sandhed må hun gerne have. Blot jeg husker på, at det intet har med mig at gøre og ikke lader mig påvirke af hendes adfærd.
Denne oplevelse er fra en helt almindelig hverdagssituation på min arbejdsplads og jeg er sikker på, at vi alle oplever lignende i vores hverdag rundt omkring de steder hvor vi færdes.
Kunsten og øvelsen består i, at huske på: “Det har intet med mig at gøre” så længe vi gør vores bedste og forsøger at være rene i vores ord og adfærd, kan og må alle tænke hvad de vil, uden vi skal forsvare vores handlinger.
Henrik